Vedtægter

Vedtægter for
Porfyriforeningen.dk

1. Navn:
Stk.1 Foreningens navn er: Porfyriforeningen.dk Følgende navne kan også anvendes Porfyriforeningen Danmark eller forkortelsen PFD.
Stk.2 Foreningen er en interesseorganisation for bærere af porfyrigener og andre med interesse for porfyri.
Stk.3 Foreningens hjemsted er i kommunen hvori formanden har sin privatadresse. Hvis foreningen etablerer eget kontor (sekretariat) vil dette være foreningens hjemsted.

2. Formål:
Stk.1 Foreningen skal indsamle og formidle viden om og støtte forskning i porfyri.
Stk.2 Foreningen skal yde rådgivning og støtte til bærere af porfyrigener og deres pårørende.
Stk.3 Foreningen skal medvirke til at skabe et dansk netværk for mennesker med porfyri blandt andet med det formål at porfyribærere og pårørende får hjælp og gavn af hinandens viden og erfaring.
Stk.4 Foreningen skal være åben for ny viden om porfyri og efter behov have kontakt med porfyriforeninger i udlandet.

3. Medlemskab og kontingenter:
Stk.1 Foreningens kontingent fastsættes på generalforsamlingen.
Stk.2 Medlemskab forudsætter betalt kontingent, med mindre bestyrelsen i særlige tilfælde beslutter andet.
Stk.3 Kontingentet skal betales en gang årligt og følger regnskabsåret

4. Udelukkelse af foreningen:
Stk.1 Et medlem, der aktivt modarbejder foreningens vedtægter, kan ekskluderes på førstkommende generalforsamling.

5. Generalforsamling:
Stk.1 Generalforsamlingen er foreningens højeste besluttende organ
Stk.2 Den ordinære generalforsamling afholdes en gang om året i marts måned. Bestyrelsen fastlægger sted og tidspunkt for generalforsamlingens afholdelse.
Stk.3 Ekstraordinær generalforsamling afholdes, hvis bestyrelsen finder dette påkrævet eller foreningens revisor eller mindst 1/3 af foreningens medlemmer skriftligt fremsætter krav om det til bestyrelsen.
Stk.4 Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling skal udsendes senest 4 uger efter modtagelse af gyldigt krav herom.
Stk.5 Bestyrelsen indkalder til såvel ordinær som ekstraordinær generalforsamling. Indkaldelsen skal ske skriftligt, og kan sendes via e-mail.med mindst 4 ugers varsel med angivelse af tid og sted samt dagsorden.
Stk.6 Forslag som ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest 14 dage før generalforsamlingen. Indkomne forslag sendes til foreningens medlemmer senest en uge før generalforsamlingen.
Stk. 7 Medlemmer af foreningen kan tilgå generalforsamlingen virtuelt.

6. Forhandlingsregler:
Stk.1 Ved foreningens ordinære generalforsamling skal følgende behandles:

Valg af dirigent
2. Valg af referent
3. Fastslåelse af generalforsamlingens lovlighed.
4. Aflæggelse af formandsberetning.
5. Fremlæggelse og godkendelse af regnskab for det forgangne år
6. Fastsættelse af kontingent
7. Fastsættelse budget
8. Valg til bestyrelsen
9. Valg af revision
10. Behandling af indkomne forslag.
11. Eventuelt

Stk.2 Foreningen vælger en revision bestående af en revisor samt en revisorsuppleant blandt medlemmerne. Bestyrelsesmedlemmer og suppleanter kan ikke samtidig være medlem af revisionen.
Stk.3 Generalforsamlingen træffer beslutning ved simpelt flertal blandt de fremmødte medlemmer medmindre andet fremgår af bestemmelser i disse vedtægter. Ved stemmelighed bortfalder forslaget. Der kan maksimalt stemmes med en fuldmagt per fremmødt.
Stk.4 Referat af generalforsamlinger skal fremlægges på medlemsforum senest 2 måneder efter generalforsamlingens afholdelse. Medlemmer uden en angiven e-mail får det tilsendt pr. brevpost.

7. Bestyrelsen:
Stk.1 Bestyrelsen varetager den daglige ledelse af foreningen under hensyntagen til foreningens formål og virksomhedsplan.
Stk.2 Bestyrelsen består af en formand, 1-5 menige medlemmer samt eventuelt 2 suppleanter.
Stk.3 Såvel formand som menige medlemmer vælges for 2 år, og genvalg kan finde sted. Formanden er på valg i ulige år. De menige medlemmer er på valg hvert andet år. Suppleanter vælges for et år ad gangen.
Stk.4 Bestyrelsen er beslutningsdygtig, såfremt mindst halvdelen af dens medlemmer er til stede.
Stk.5 Bestyrelsen konstituerer sig med næstformand, kasserer og sekretær. Næstformanden indtræder i formandens fravær på dennes plads. Suppleanterne deltager i bestyrelsesmøderne og indtræder i tilfælde af bestyrelsesmedlemmers fravær med stemmeret.
Stk.6 Bestyrelsesmøder finder sted når foreningens formand finder det påkrævet, eller når 3 bestyrelsesmedlemmer fremsætter begæring herom, dog minimum 3 gange årligt.
Stk.7 Tidspunkt for kommende bestyrelsesmøder aftales så vidt muligt i fællesskab på bestyrelsesmøderne. Såfremt et bestyrelsesmedlem er forhindret i at deltage, sendes afbud snarest muligt.
Stk.8 Bestyrelsen træffer beslutninger ved almindelig stemmeflerhed. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.
Stk.9 Bestyrelsen kan vælge at nedsætte udvalg eller arbejdsgrupper til varetagelse af særlige anliggender, for eksempel lokale grupper med en
rådgivende funktion.
Stk.10 Der føres referat over de på bestyrelsesmøder trufne beslutninger. Referatet godkendes på efterfølgende bestyrelsesmøde.
Stk.11 Bestyrelsens møder kan afholdes som telefonmøder eller via internettet.

8. Tegningsret:
Stk.1 Foreningen tegnes af formanden samt et medlem af bestyrelsen, eller tre bestyrelsesmedlemmer.
Stk.2 Bestyrelsen kan bemyndige kassereren til at disponere i fornødent omfang, men kun vedrørende almindelige daglige forretninger.
Stk.3 Intet bestyrelsesmedlem hæfter personligt for foreningens forpligtigelser.

9. Regnskab:
Stk.1 Foreningens regnskabsår er kalenderåret.
Stk.2 Regnskabet skal senest den 1. februar være afleveret til foreningens revisor, der skal have afsluttet revisionen senest 3 uger inden den ordinære generalforsamling.

10. Ændring af vedtægterne:
Stk.1 Foreningens vedtægter kan ændres hvis mindst 2/3 af de fremmødte medlemmer ved en generalforsamling stemmer for ændringen

11. Opløsning:
Stk.1 Beslutning om foreningens opløsning kan kun tages på en i dette øjemed indkaldt generalforsamling.
Stk.2 Til vedtagelse af opløsning kræves at mindst ¾ af de på en generalforsamling afgivne stemmer er for.
Stk.3 I tilfælde af opløsning tilfalder foreningens midler en lignende organisation efter generalforsamlingens ønske.

Nærværende vedtægter er vedtaget på foreningens stiftende generalforsamling d. 8. november 2003. Med ændringer d 20. marts 2004, d. 12. marts 2005, d. 17. marts 2007, d. 21. marts 2009 samt d. 2. april 2022.

 

>